MIN KROP HAVDE FÅET NOK

Af Kresten Andersen

”De seksuelle overgreb var der hver dag i to år. Udover det, var den fysiske vold, der ikke så tit, det var kun, hvis jeg provokerede ham eller sagde fra. De psykiske overgreb var der hver eneste dag i fem år”

22-årige Louise Vestergaard gnider sig eftertænksomt og med nærmest mekanisk repetition i hænderne alt imens, hun, med en paradoksalt rolig stemme, fortæller om de overgreb, hun var udsat for fra sin ekskæreste. Overfaldende stod på fra omkring afslutningen af folkeskolen og frem til 20-års alderen.
Hun sidder med benene i skrædderstilling på en grøn stofstol i sin lejlighed i Aalborg. Lejligheden er beliggende, i en af de kvarterer man finder i enhver storby. Et gammelt arbejderkvarter der, med sine rå forfaldne facader minder om en barsk fortid, men som i dag er centrum for fornyelse og fremtid.

Ligesom forrige generationer af beboere i kvarteret sikkert har gjort det, holder Louise sig indendørs efter mørkets frembrud. Louise kæmper nemlig en daglig kamp mod angst. En angst med rod i det voldelige forhold der dominerede hendes liv igennem hendes teenageår.

Et voldeligt forhold

For en femtenårig pige, uden særlig erfaring med forhold, forelskelse og fyre, falder Louise for den bekræftelse, som alle unge mennesker søger.

”Han var god til at give komplimenter og sige de rigtige ting, og give mig den opmærksomhed jeg ikke følte, at jeg havde fået tidligere,” siger Louise.

Hvad der startede som enhver anden ungdomsforelskelse, udvikler sig i takt med kærestens stofmisbrug til en dagligdag med nedsættende kommentarer. Alt fra væremåde til udseende bliver udstillet og latterliggjort. Den systematiske nedbrydning af Louises sind udviklede sig halvandet år inde i forholdet, ved en fest, til fysisk vold.

”Jeg skal vide, at det er okay at være ked af det og at have dage, hvor det ikke er sjovt at være mig og ikke undskylde for det,” siger 22-årige Louise Vestergaard. Foto: Kresten Andersen

”Jeg blev smidt ind i en mur og slog min ryg ind i nogle tagsten. Jeg slog hovedet ind i muren. Han sagde selvfølgelig undskyld, og at det aldrig ville ske igen… Det var også derfra, at de seksuelle overgreb begyndte,” siger Louise.

For den unge kvinde bliver hverdagen en konstant kamp mod ydre såvel som indre dæmoner. Louise tager sig selv i, ikke at kunne sige fra, ikke at kunne fortælle sin omverden hvad hun befinder sig i og i at føle, at hendes moralske kompas bliver slået ud af kurs.

”Jeg anede overhovedet ikke, hvad det var, jeg var inde i, fordi han var den første kæreste, jeg havde. Han fik det til at lyde som om, det var mig der var noget galt med. At det altid havde været mig, der var noget galt med,” siger Louise.

Den konstante usikkerhed om rigtigt og forkert, fastholder hende i forholdet og gør, at hun ikke føler, at hun kan fortælle sin historie til sin omgangskreds. De få gange hun prøver, bliver hun ikke taget seriøst, da de fleste kender kæresten som en rar mand.

Da Louise mærker at forholdet påvirker hende psykisk, og kroppen siger fra, gør hun op med den voldelige kæreste. Hun stiller ham et ultimatum. Det er hende eller stofferne. Hun er allerede bekendt med, hvilket valg han kommer til at træffe.


Som et forhold bør være

I dag står der ikke blot Louises navn på postkassen i den anonyme opgang til lejligheden. Louise er flyttet sammen med sin nye kæreste. Men at have været i et voldeligt forhold er ikke uden konsekvenser. Louise har før lidt af depression og anoreksi, i dag lever hun med angst.

”Jeg kan ikke falde i søvn. Der går flere timer, før jeg falder i søvn, jeg kan ikke lide at være alene hjemme, jeg kan ikke lide at gå ud om aftenen. Der er rigtig mange fysiske ting, som min krop husker fra den gang, som kommer frem igen. Det resulterer i angstanfald,” siger Louise.

Som de fleste ar på sjælen er angsten ikke til at se, hvis ikke man ved, den er der. Udover angstanfald har Louise, i forholdet til sin nye kæreste, måttet finde en balance mellem, hvad han skal vide om hendes fortid.

”Jeg er bange for, at der vil komme en distancering mellem os. Det kan der nemt gøre, hvis han bliver bange for at gøre mig ked af det eller bange. Så jeg tror, at for mig, er det fint nok, at han ikke ved alt, for så skal han heller ikke overanalysere alt, han gør,” siger Louise.

Det nye parforhold var i starten svært for Louise at forstå.

”Jeg græd mig selv i søvn. Jeg slog også op med ham i et par måneder, fordi jeg slet ikke kunne være i mig selv, jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle være. Jeg kunne ikke forstå, at der rent faktisk var et menneske, der var sød ved mig, og faktisk ville mig noget godt, og ikke bare brugte mig, fordi jeg var der. Det tog lang tid,” siger Louise.

Forholdet til den nye kæreste lider i starten under, at Louises krop husker mere, end hun selv gør. Louise fortæller om, en episode hvor hendes kæreste i starten af forholdet vil kramme hende bagfra, men istedet kommer til at lægge hænderne om hendes hals. Det er nok til at kroppen husker de fysiske overgreb og derfor lukker helt ned.

Louises øjne flakker rundt i den hyggelige stue, mens hun fortæller. Øjnene hviler et kort øjeblik over i sofaen hvor hendes veninde sidder for at yde den støtte, der er rar at have, når man skal tale om den slags, der bliver talt om i dag.

En fremtidig kamp

Veninden i sofaen, var den første Louise talte med om det voldelige forhold. De mødte hinanden på pædagogstudiet, hvor Louise i dag studerer. Udover en stærk veninde at læne sig op ad, har Louise haft flere måder at behandle sit traume og genopbygge livet på.

”Jeg begynder jo at kunne huske. Til at starte med kunne jeg næsten ikke huske, hvad der var foregået, jeg havde fortrængt det, men jo mere jeg snakker om det, jo mere kan jeg huske, og jo mere kan jeg også arbejde med mig selv,” siger Louise.

I dag skriver Louise en bog om sine oplevelser og håber på, at kunne arbejde med voldsramte kvinder.

”Jeg har fået nogle erfaringer, som rigtig mange mennesker heldigvis ikke får. Det betyder også, at jeg kan hjælpe rigtig mange mennesker. Det at man snakker åbent om tingene, det gør også, at der er flere, der får øjnene op for, hvad der foregår i deres forhold, og hvornår de skal sige fra”.

Udenfor lejligheden er et par håndværkere i gang med at pudse en af de gamle facader i det rå kvarter op. Det er en lang, men sikker proces mod det bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *